SYDDANMARK: Læger må ikke kunne beskyldes for at være i lommen på medicinalindustrien. Derfor skærper Region Syddanmark reglerne for lægernes samarbejde med industrien.
Men patienter må gerne blive behandlet på det kommende Steno Diabetes Center i Odense, som regionen bygger med et 1,4 mia. kr. stort bidrag fra Novo Nordisk Fonden.
Det undrer Lægeforeningen i Region Syddanmark, at regionen selv tager imod en milliardgave samtidig med at lægernes samarbejde med medicinalindustrien skal begrænses. Det skriver DR Syd.
- Det ser lidt spøjst ud. Novo Nordisk har en stor interesse i at forske i diabetesbehandling, og Danmark er et godt sted at lave den forskning, så jeg kan godt forstå, at de gerne vil have det her center, siger formand for Lægeforeningen i Region Syddanmark, Joachim Hoffmann-Petersen, til DR Syd.
Formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), afviser kritikken:
'Ingen konflikt'
- Der er ikke en interessekonflikt, for det er lægerne og forskerne i det kommende diabetescenter, der bestemmer, hvilken form for behandling og medicin der skal tilbydes. Virksomheden Novo Nordisk blander sig ikke. Pengene kommer som en donation fra en fond, siger hun til DR Syd.
Jakob Kjellberg, der er professor og sundhedsøkonom hos VIVE (Det Nationale Forsknings- og analysecenter for velfærd), kan godt forstå lægernes undren.
- Jeg synes, diskussionen er fair. Rent formelt kan man i den givne kontekst sige, at pengene ikke kommer fra medicinalindustrien, men derimod fra en almennyttig fond, der er stiftet af Novo Nordisk. Men den er koblet til diabetes, så det er en gråzone, siger han og fortsætter:
- Det er nok ikke tilfældigt, at fonden har valgt at give en meget stor donation til diabetes og ikke til sklerose eller kræftområdet, siger han til DR Syd.
'Regional kontrol'
Novo Nordisk Fonden oplyser, at fonden ikke får nogen økonomisk gevinst ved at etablere centrene, og at fonden eller dens selskaber ikke får mulighed for at præge valget af præparater eller behandlinger. Derudover skriver fonden:
'Region Syddanmark kommer til at eje alle data og forskningsresultater fra centret i Odense, ligesom regionen fortsat har den fulde kontrol med og ansvar for tilrettelæggelsen af diabetesbehandlingen i regionen.'
Det nye diabetescenter forventes indviet i slutningen af år 2022.
Region Syddanmark stiller byggemodnet grund til rådighed og medfinansierer en mindre del af bygningen.
Landets fire øvrige regioner får også penge til et diabetescenter af Novo Nordisk Fonden.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.